Good Mood

jeg kan ikke huske hvor gammel jeg var, da min mormor viste mig Phillis Wheatley ‘ s poesi. Ti, måske 11? Unge nok, at mine hænder var åbne for alt, hvad hun lagde i dem-en hæklenål og tykt hot pink garn, en synål, et gingham forklæde. Ung nok til at jeg adlød, gammel nok til at rulle mine øjne i hemmelighed, når jeg ikke ville lytte.,

min bedstemor brugte Scrabble at skærpe min stavemåde, fodret mig Du Bois og folkeeventyr om folk, der kunne flyve. Ting, jeg havde brug for at vide; ting, de ikke ville lære mig. Og så lagde hun Phillis i mit Skød som fint Linned. Noget som en antologi af Fine Negro digte eller de bedste sorte amerikanske digte. Betyder det noget?

det var hardbound. Det føltes vigtigt. Langston Hughes var der, Paul la .rence Dunbar, folk hun sagde jeg havde brug for at vide. Hun vendte de tynde sider, indtil hun var tilfreds, og fik mig til at læse højt., I min bedstemors hus var recitation lige så vigtig som læsningen. Var det en dejlig dag? Det kan jeg ikke huske.

digtet var “ved at blive bragt fra Afrika til Amerika”, skrevet af en 14-årig Phillis i slutningen af det 18.århundrede. Det er et af hendes mest (hvis ikke de mest) antologiserede digte, ofte ledsaget af et bio-afsnit i ros for hendes geni og publikation, på trods af slaveri og de (ikke-nævnte) kompleksiteter i hendes korte liv. Otte linjer, skarpe enderim, det er et vers af passage og fromhed ,af taknemmelighed (men til hvem?).,

‘; det var Barmhjertighed bragt mig fra mit Hedenske land,

Lærte min benighted sjæl til at forstå

At der er en Gud, at der er en Frelser for:

Når forløsning hverken søgte eller vidste.

nogle ser vores sable race med hånligt øje,

“deres farve er en diabolisk terning.”

husk kristne, Negre, sort som Kain,

kan blive forfinet og slutte sig til th’ angelic train.,

som barn snublede jeg gennem dens betydning; Jeg forstod ikke, hvorfor jeg var nødt til at læse den, eller hvorfor denne slaverede digter, jeg ville rose, syntes at prise Gud for hendes fangere.

hvordan var denne “Barmhjertighed”? Hvordan blev der bragt og købt en frelsende nåde? Og hvad med den Juli-varme i 1761, da den lille slaver lagde til i Boston? Var der et scenesæt, en auktionsblok? Var det en butiksfacade? Har nogen fat hårdt hendes skrøbelige håndled, da hun blev bragt før ga ?kers, de kunne-være købere, de snart-til-være-mestre John og Susanna Wheheatley?,

“var det en dejlig dag? Betyder det noget?,”Dette er to tilsyneladende uskyldige spørgsmål, som dramatikeren og digteren June Jordan stiller i sit essay “det vanskelige mirakel af sort poesi i Amerika, eller noget som en Søn for Phillis Wheheatley.”I Jordans drøvtyggelse er miraklet Phillis, hendes vedholdenhed på at være og den “indre ild”, gennem hvilken hun navngiver sig selv en digter. Disse mirakler fortsætter stadig med Phillis ‘ figurative børn, sorte kvinder, der insisterer på at leve i blæk. Gentagelsen af Jordans undersøgelse efterlader et spor af undring i dens kølvand-hvordan det, der ser så enkelt ud, aldrig er helt det., Wonderonder er, hvad fyldte mig år senere, strakt over en orange t .eed sofa i Oregon og senere cross-legged på en veranda i Te .as. Igen sad jeg, over den insisterende linjer af digter-barn—’Jo Barmhjertighed bragt mig fra mit Hedenske land—det var som at sutte salt, jeg spidsede mine læber, klikkede på min tunge i afslag. Var det en dejlig dag at være “snatch’ d fra Afric “s fancy’ d happy seat?”Var det en dejlig dag at blive købt af Wheheatleys? Det, der betyder noget, er, at jeg ikke kunne acceptere dette “bringe.”Jeg stolede ikke på digtets ansigt. Bondage var ikke befrielse., Jo mere jeg læste og genlæste, jo mere blev jeg tvunget til at vende tilbage til de resonerende rædsler i Mellempassagen, til virkeligheden, at trods slaveriets forsøg på sletning, er det hensigten at strippe sprog, personlighed og kulturel hukommelse—noget overlever altid. Der var en gnavepine, der gik tilbage til det bløde “hedenske land.”Jeg var som et barn fanget i en grov strøm af vers. Og jeg græd. Jeg kastede i vrede som en vild bølge. Jeg nægtede ordets overflade og stirrede ind i blækket som hav, først blågrøn, derefter lilla, sort, indtil noget andet stirrede tilbage på mig., Husk, hun sagde, og jeg ville, jeg havde brug for det. For hvis jeg kunne, kunne jeg se hende.

sagen om at “blive bragt” er, at det hverken indebærer her eller der, hverken afgang eller ankomst, Afrika eller Amerika, men en imellem, en krydsning herfra til der, fra fri til fettered. Det handler om at være midt i havet, af passage, et sted mellem liv og død. På at være på Atlanterhavet. Ved at blive bragt med skib, med slaveskib. Sikkert denne maritime verden oversvømmet med blod og tab er faktisk et “hedensk land.,”Når mine øjne—hvormed jeg også mener mit sind, min Ånd-tilpassede sig dette, slog min mave sig. En sådan læsning føltes rigtig. Det var da, at jeg kunne holde barmhjertighed på en ny måde, som noget, der husker, hvad der holder ud, hvad der kommer før indfangning, konvertering, censur, før en krydsning, der var tumult og dødbringende. Og jeg kunne se hende, et barn kastet på det åbne hav, et barn, der efter alt at dømme ikke skulle have været ombord på skonnerten Phillis, fordi kaptajnen havde fået besked på ikke at bringe nogen kvinder eller piger., Uanset hvad blev hun en del af den “skuffende last”, og engang købt blev opkaldt efter det meget fartøj. Hvordan kunne hun ikke skrive om at blive bragt? Det var en lang dag; solen overgav sig til natten. Det er ligegyldigt. Det vigtige er, at pigen, der blev Phillis Wheheatley, begyndte at komme mere og mere til syne. Det var kompleksiteten ved at ” blive bragt—- disse ord, den handling (hvad der følger med det og overlades til at synke eller flyde)—der bragte Phillis Wheheatley til mig, der bragte mig til hende og til hendes digte, hendes breve, hendes ånd., Alt dette bringer mig tættere på det arbejde, jeg er her for at gøre. Disse forhold er dybt sammenflettet. En pige kan være et digt, et kort; alt dette lærer jeg at navngive.

jeg finde mig selv læse Phillis ‘ s digte om vand og mytologi: muserne, guder og gudinder, det himmelske og æterisk., Jeg læste hendes lærerige elegier, hvordan hun kaster sorg til trøst og fløde, bløde hvide seraphim, calla liljer til Bostonske eliter, men ingen omtale af den daglige død af “vores sable race”, dem, der stadig bringes, dem, der ikke gjorde det levende. Begrænsninger af en betinget berømmelse. Inde i hver enkelt forestiller jeg rækker af obsidian sten, en guttural melankoli, stille formet til bøn.

Jeg bor inde i hendes linjer. Tag min tid på at gå deres haller og åbne døre (måske) jeg burde ikke røre ved., Der er så meget der og tilsyneladende ikke der, men peering tættere fører mig til alt, hvad der lever imellem. Det fører mig til Phillis. Jeg sad med hendes barmhjertighed år siden, og hun har ikke forladt mig siden. Phillis føles som familie, og vores forbindelse gensidig, hellig. Det er forankret i passage og hukommelse, i arkiver af muligheder og fantasi.

nogle gange taler hun, og jeg lytter; hun er en historiefortæller, mens jeg skriver. Nogle gange beboer vi det samme rum. Når jeg drømmer om død-rådnende træ, blodglødende og ildelugtende af jern og lort, ser jeg et barns øjne i mørket., Selv når det er dag, er det mørkt, og øjnene er glasagtige og skinnende, med tårer af sygdom eller vantro. I drømme lyder ekko fra holdet, Bantu, Fulani, Yoruba, ord, der ikke er kendt, når jeg vågner, stønner, der bliver hos mig gennem dagen. Nogle gange vågner jeg dækket af sved, der lugter som havet. I disse drømme er hun min, en pige med benede hofter og ingen fortænder, en søster med blod eller med båd, eller hun er en kvinde på frihedens bund, en mor, der vugger efterfødsel.,

Der er en fugl ar på min venstre hånd. Jeg fik at vide som barn, at jeg knækkede et spejl og forsøgte at trække pigen på den anden side igennem. I nogle drømme er min knytnæve blodig. I andre trækker en af os altid den andens arm. Der er glas overalt., Phillis gør det muligt for mig at huske noget, jeg ikke bør, og bør ikke glemme. Nogle gange taber hun, men altid kæmper hun og overlever. På en hvilken som helst dag betyder det noget.på Boston Womenomen ‘ s Memorial sidder Phillis Wheheatley overfor Lucy Stone og Abigail Adams. Hviler en finger mod hendes tempel, frosset og eftertænksom, hun stirrer ud i Bagbugten. I morges, mit tredje besøg i denne uge, hviler en frisk buket i skurken i hendes arm: røde og hvide nelliker indpakket i lyserødt tissuepapir og plast., En konvolut er gemt i den, og nogen har omhyggeligt skrevet: “til den afrikanske digter/fra dine børn.”Et øjeblik tror jeg at kontrollere, om den Co .rie, jeg lagde i hånden nogen tid før, stadig er der, selvom det betyder mindre end hvad der er der nu. Noten bringer mig glæde, fordi der er noget implicit kongeligt i den håndskrevne adresse, noget iboende smukt i underskriften. Blomsterne er lyse, og det hele erklærer, at hun levede, og vi eksisterer. Hendes børn. Bringe tilbud af taknemmelighed og skaller, bånd og kronblade og slik.

det er en dejlig dag., Betyder det noget, at solen skinner af hendes støbte Bron facee ansigt, eller at lyset skubber mod hendes stadig læber? Det gør det. Hun ser ud til at smile. Jeg spekulerer på, hvad hun tænker, hvor hendes knogler er begravet. På Copp ‘ s Hill eller Granary, eller i nærheden af en nabos hus et sted imellem? Et sådant tab er bedeviling.

når en klapvogn læner sig mod hendes gemte ben, når et barn slår mod hendes nederdel og en hund holder op med at kneppe, føler jeg mig beskyttende. Jeg ser en kvinde plukke gennem Phillis blomster, vend konvolutten for at inspicere den, så tag et billede, jeg står op., Dette er en subtil vold, selvom intet her er bevidst ondsindet. Det er bare en dejlig dag, og folk løber gennem parker, børn sealueal i nysgerrighed, hunde gør deres forretning. Folk poserer og læner sig mod, og går op og rører. Hvilken ret har jeg til at skrige, det er ikke din! Eller, ikke slå hende sådan, ikke ga .k, læg det et andet sted, sidde og lyt et stykke tid. Hvem skal jeg diktere, hvordan nogen bevæger sig gennem skulpturer? Hver kvinde er næsten seks meter høj, tyklemmet, støbt større end livet. De er fortryllende, og det er svært ikke at nå ud., Offentlig kunst er lavet til interaktion, kunstneren ønsker, at disse kvinder skal være tilgængelige. Men denne ene, denne ene, på alle måder allerede var. Selv på dejlige dage bliver folk gjort til Ejendom, denne er en forgyldt-caged vidunderbarn.

dette ville være lettere—den rørende, den tager, hvis der var et sted at lægge blomster uforstyrret. I stedet, hvad jeg har, er et klynkende hjerte ved et monument, der er det tætteste på et sted med ærbødighed og memoriam. Hvad jeg har, er noget som vrede, der bobler i min spyt, en skælvende hånd og et rosedigt for en pige, der er vokset til en umærket grav., Hvilken familie er du, der efterlader mig sådan?

Her er hvad der betyder noget. Hvad jeg føler med Phillis handler ikke kun om kroppen: af digtet, skibet, denne statue, hendes tabte knogler. Det er åndens tilstand og forbindelse—en følelse, der er gammel og dyb, et ønske, der spreder sig og mætter og fører til nye måder at vide. Mit forhold til Phillis er sammensat af en slags kærlighed og katastrofe, der skubber mig igennem og ind i huller mod forfædres og personlig helbredelse. Det føles rigtigt for mig, selv de mest knudrede og spinkle rum. Forhold er komplicerede., Som et digt af et barn, der ser ud til at begynde til ære for bortførelse og slutter med at navngive “Negre, sort som Kain” som guddommelig. I denne er jeg både beskyttende og beskyttet, lært at tænke og mestre min tunge, lytte til hvad jeg ellers får at vide, at finde det, jeg føler i mine linjer og pauser. Det lærer mig, hvordan man bevæger sig gennem murkiness af passage, hvordan man kan regne med alt, hvad der ligger i mellem, at unhinge modsætningerne i en dejlig dag. Hvor skal jeg grave, undrer jeg mig. Hvor kan jeg lægge blomster til pigen / afrikansk digterinde / (for)mama i memoriam.,drea bro .n er digterforsker og adjunkt i litterære og kulturelle studier ved Bryant University. Hendes seneste bog er dear girl: a reckoning.