Good Mood

I hende 2008 memoir Hjem, Academy Award-vinder Julie Andrews skrev om hendes tidlige år, der vokser op i en blitz-hærgede London, at vinde over publikum og kritikere i My Fair Lady og Camelot på Broadway, og forbereder sig på at hoved Vest for hendes første film rolle. I sit andet memoir, hjemmearbejde oktober 15-andre .s, skriver med sin datter Emma .alton Hamilton, henter hvor hjemmet slap, tager læsere gennem sin storied filmkarriere., I disse uddrag fra memoir ‘s første kapitel, Andrews beskriver i udsøgte detaljer om sine erfaringer med at gøre Mary Poppins: indlæringskurve hun står over for at flytte fra scene til Disney masse, møde hendes costar Dick Van Dyke, og de udfordringer, der er på at filme en nærmest perfekt nanny’ s flying scener.

Se mere

Det havde været otte år siden, jeg første gang har taget springet over Atlanten fra England til new york., På det tidspunkt var jeg 19, helt alene og desperat bekymret for at forlade min dysfunktionelle familie og det enorme ukendte, der ventede på mig. Jeg vidste ikke, hvor jeg ville bo, eller hvordan man balancerer en checkbog, endsige fungerer i en overvældende Metropol som ne.York City.

Nu, her var jeg med tre shows—Drengen Ven, My Fair Lady, og Camelot—og flere tusinde forestillinger på Broadway og i London bag mig, begynder endnu en rejse ind i en ny og ukendt: Hollywood.

denne gang var jeg heldigvis ikke alene. Min mand, Tony, var med mig., Vi gik i gang med dette nye eventyr sammen, sammen med vores baby datter, Emma. Vi var grønne som græs, havde ingen kendskab til filmindustrien, og kunne umuligt forestille os, hvad der lå forude – men vi var flittige, fordomsfri, og vi havde hinanden. Vi blev også velsignet med at have den store Disalt Disney til at guide os.

Tony og jeg tilbragte et par dage at komme over jetlag og bosætte sig i. Emma var kun tre måneder gammel, og vi havde taget hendes barnepige, herendy, med os for at hjælpe med at passe hende i løbet af de fem dage om ugen, vi skulle arbejde., I .eekenden, hun kunne tage fri, og vi ville have Emma til os selv. Jeg ammede stadig min baby, og jeg håbede at gøre det så længe som muligt. Jeg havde en retfærdig måde at gå for at få mig tilbage i præ-graviditetsform, så jeg var taknemmelig for, at der ville være en periode med danseprøver, før filmoptagelsen begyndte.

Et par dage efter vores ankomst, gik jeg med Tony til Walt Disney Studios, der ligger i Burbank., Tony og jeg havde besøgt stedet en gang før, og vi blev igen slået af stedets solrige lethed; de skyggefulde træer og smukt velplejede græsplæner, hvorpå folk slappede af eller spillede bordtennis i deres frokosttid. Pænt arrangeret Bungalo.kontorer, flere store soundstages, byggeri skure, og en vigtigste teater blev domineret af en meget større tre-etagers struktur kendt som Animation Building. Suitealt ‘ s suite af kontorer var på øverste etage, og nedenfor var luftige arbejdsområder, hvor kunstnere og animatorer skabte deres magi.,

Vi havde frokost med Walt og hans medproducer/manuskriptforfatter Bill Walsh i marketenderi, lang anerkendt som den bedste i Hollywood for sin gode mad og venlig atmosfære. Walalts persona var en venlig onkel-t .inkly-eyed, ridderlig, og virkelig stolt af alt, hvad han havde skabt. Hans internationale imperium omfattede film, tv, og endda en temapark, alligevel var han beskeden og elskværdig., Vores nye ven Tom Jones sagde engang til mig, at du ikke holdt meget længe i virksomheden, hvis du var ondskabsfuld eller dårligt tempereret.

Jeg blev forsynet med en bil og chauffør i de første to eller tre uger, men til sidst lånte studierne mig et eget køretøj, da det blev antaget, at jeg vidste min vej rundt. Jeg var nervøs for at køre på motorveje og modtog retningslinjer: “Hold dig til højre bane, og stå af ved Buena Vista.””Bliv i den langsomste bane; du behøver slet ikke at krydse baner.,””Gå død lige indtil du kommer til din e .it” osv. Da jeg var engelsk, havde jeg aldrig kørt på en motorvej eller på højre side af vejen, og det tog bestemt noget at vænne sig til.

mine første uger på Disalt Disney Studios blev forbrugt med møder og garderobe og paryk fittings. Jeg blev ramt af forskellene mellem forberedelse til en filmrolle og forberedelse til en sceneoptræden. Til et teaterstykke eller musikalsk bruges de første par dage i scriptlæsninger og lægger scenernes iscenesættelse ud., Målinger er taget, og du ser kostume skitser, men fittings sker generelt ikke før godt ind i repetitionsprocessen. En film, imidlertid, er normalt skudt ud af sekvens, og i meget små trin. Blokering for enhver scene adresseres ikke før skydedagen. Det føltes underligt at være passende kostumeelementer og parykker til en rolle, jeg endnu ikke havde skildret, men til en vis grad, at se disse kostumer hjalp mig med at begynde at formulere Marys karakter.,

Walt havde købt rettighederne til bogen, men ikke til Mary Shepard ‘s illustrationer, så Tony’ s kostumer var nødt til at være helt original, men stadig vække ånden af de tegn, som P. L. Travers havde skabt., Filmens tidsperiode var blevet ændret fra 1930 ‘ erne til 1910, da .alt mente, at det sene Edardiardianske England ville give rigere visuelle muligheder, og Tony var enig.

Jeg var forbløffet over min mands opmærksomhed på detaljer: hans valg af materialer, farver og tilbehør, som Marys løst håndstrikkede tørklæde eller hendes ikoniske hat med den sprightly daisy på toppen. Mens han overvågede mine beslag, påpegede Tony skjulte berøringer som primrose eller koralforinger på Marys jakker eller hendes farvestrålende underkjoler.,

” Jeg har lyst til, at Mary har et hemmeligt indre liv,” forklarede han, “og når du sparker dine hæle op, får du et glimt af, hvem hun er under sit primære ydre.”

Tony var også meget opmærksom på parykkerne og sørgede for, at farven var rigtig, og at Marys hår var blødere og smukkere for scenerne, da hun var ude med Bert. Dette var alt sammen enormt indsigtsfuldt for mig, da jeg forsøgte at pakke mit hoved omkring Marys karakter. Hvad var hendes baggrund? Hvordan bevægede hun sig, gik, talte?, Aldrig at have lavet en film før, og har ingen specifik skuespil at falde tilbage på, jeg var afhængig af instinkt.

Jeg besluttede at prøve at give Mary en bestemt gåtur. Jeg følte, at hun aldrig ville slentre afslappet, så jeg øvede på lydscenen, gik så hurtigt som jeg kunne, placerede den ene fod umiddelbart efter den anden for at give indtryk af næppe at røre jorden—slutresultatet var, at børnene ville have svært ved at følge med hende., Jeg udviklede også en slags slået holdning, som en balletisk første position, for at præcisere indtrykket af Marys karakter, når jeg flyver. Jeg huskede visse medlemmer af flyvende balletgrupper fra mine vaudeville-dage, som simpelthen havde ladet deres fødder Dingle, og jeg troede altid, at det forringede effekten. Faktisk, de fleste af Mary Shepards originale illustrationer viser Mary flyver med noget hængende fødder, selvom da hun var på jorden, hun var trimly viste sig., Jeg pludselig huskede, at da jeg gav Eliza Doolittle i My Fair Lady på Broadway, jeg ubevidst tåede-in, som giver blomsten pige en lidt pigeon-tåede mangel på ynde i hendes klodsede støvler, så jeg rettede mine fødder, når hun har erhvervet selvtillid og selvsikkerhed som en “dame.”Det fik mig til at smile at tro, at jeg gjorde det modsatte for Mary Poppins.

det var under danseprøver, at jeg først mødte Dick Van Dyke., Han var allerede godt etableret som en fuldendt komiker; han havde medvirket i Bye Bye, Birdie på Broadway og i film, og havde afsluttet de første to sæsoner af sin berømte tv-serie, ” The Dick Van Dyke Vis. Vi ramte det fra dag .t. Han var blændende opfindsom, altid i et solrigt humør, og han fik mig ofte til at brøle af latter over hans antics. For eksempel, da vi begyndte at arbejde på “Jolly Holiday”-sekvensen, var det første skridt, vi lærte, den ikoniske gåtur, arm i arm, vores ben sparker op foran os, mens vi rejste., Jeg udførte Mary Poppins ærbar, ladylike version af trin—men Dick kastede sine lange ben op så højt, at jeg brast ud griner. Indtil i dag kan han stadig udføre det trin.

dicks præstation virkede ubesværet for mig, selvom han kæmpede med Berts Cockney accent. Han bad om hjælp med det, så J. Pat O ‘ Malley, en irsk skuespiller, der udtrykte flere af de animerede figurer i filmen, forsøgte at coache ham. Det var et sjovt paradoks: en irlænder, der lærte en amerikaner, hvordan man taler Cockney., Jeg gjorde også mit bedste for at hjælpe, lejlighedsvis demonstrerer den ulige Cockney rhyming slang eller en lyrisk fra en gammel vaudeville-sang, som “I ‘m’ enery The Eight, I Am” eller “Any Old Iron.”Jeg ved ikke, om det hjalp, men det var Dick’ s tur til at grine.da .es Sr., præsident for banken, ved hjælp af strålende makeup, der forklædte ham som en gammel mand. Det var noget, han faktisk havde tigget Disney om at lade ham gøre., Walt snarere cheekily lavet Pik gøre en screen test for den del, og ordet fløj rundt Studierne, at han havde været hylende morsomme, helt overbevisende og helt uigenkendelig. Dick ønskede den ekstra del så dårligt, at han tilbød at spille det gratis, men .alt var intet, hvis ikke wily. Han tog Dick op på dette tilbud og overtalte ham også til at yde en $4,000 donation til California Institute of the Arts, som .alt for nylig havde cofounded.,

ud over danseprøverne måtte vi prerecordere sangene, før vi faktisk kunne begynde at optage musiknumrene. Den dejlige score for Poppins var skrevet af Robert B. og Richard M. Sherman, to brødre benævnt “drengene.”De havde arbejdet for .alt i ganske lang tid, idet de var de første interne sangskrivere, han havde ansat på kontrakt til studierne. De havde skrevet til film som den fraværende professor og til Disneys TV-Sho .s og hans Forlystelsespark, Disneyland.,

Robert, den ældre bror, var primært ansvarlig for teksterne. Han var høj, heavy-sæt, og gik med en stok, der er blevet såret i Anden Verdenskrig. trods hans gave til ord og venlig måde, han ofte syntes stille og noget fjernet. Richard var kortere og tyndere, og blev ebullience personificeret. Han havde grænseløs energi, der altid demonstrerede på klaveret med stor entusiasme.

min sanglærer, Madame Stiles-Allen, fløj over fra England for at besøge sin søn og arbejde sammen med mig privat på mine sange., Fordi jeg havde studeret med hende siden jeg var ni år gammel, var der nu en stenografi mellem os. Jeg genkendte straks, hvad hun bad om mig med henvisning til en bestemt passage, eller hvor mine tanker skulle rettes. Så mange gange understregede hun ikke at nå op til en høj note, men snarere følge den ned ad en lang vej, mens hun var sikker på at formulere konsonanterne og holde vokalerne sande. Det handlede om at forene niveauerne i min stemme på tværs af et jævnt plan—ligesom en streng matchede perler, hver note placeret nøjagtigt, hvor den forrige havde været.,

jeg opdagede, at prerecording for en film, der var en meget anderledes oplevelse fra du optager en Broadway cast album. Sidstnævnte udføres normalt, efter at Sho .et er åbnet, på hvilket tidspunkt rollebesætningen ved nøjagtigt, hvad der sker i det øjeblik på scenen, og hvordan man synger sangen i overensstemmelse hermed. I film, imidlertid, sangene optages typisk inden optagelsen af scenen, så jeg vidste sjældent, hvad der ville ske med hensyn til handling, og derfor hvad der kræves vokalt., For eksempel, hvis jeg synger i en scene med en masse action, såsom skorstensfejedansen, kræves en vis vokalenergi eller åndenød for at matche den handling, sammenlignet med en vuggevise sunget ved en seng. Men når prerecording, alle detaljerne i handlingen er stadig relativt ukendt og skal gættes på. Heldigvis, koreografer Marc Breau.og Dee Dee Woodood var på disse sessioner, ligesom vores manuskriptforfatter og koproducer Bill .alsh, som jeg havde stor respekt for., Jeg kunne henvende mig til dem for vejledning, hvis jeg var usikker på et bestemt øjeblik, men i vid udstrækning opererede jeg på instinkt.

filmoptagelse begyndte endelig med “Jolly Holiday” – sekvensen. Vores instruktør, Robert Stevenson, var engelsk, og selvom han var høflig og venlig, oprindeligt fandt jeg ham at være lidt fjern., Jeg indså snart, at han var noget genert, og enormt optaget af den monumentale opgave, der var foran ham—jonglering af live-action-scener, animerede sekvenser, og en række specialeffekter, hvoraf mange blev forsøgt for første gang. Bob havde arbejdet i branchen i mere end 30 flere år, og havde instrueret mange film til Disalt Disney Studios, herunder Old Yeller og den fraværende Professor., Han var tålmodig med min manglende erfaring, vejlede mig forsigtigt gennem det, jeg havde brug for at lære—enkle ting, som forskellen mellem et nærbillede og et talje-skud, arten af et etablerings skud, behovet for en omvendt vinkel, og så videre.

Min første filmet scenen krævede blot, at jeg kan finde en stille, hænder på min paraply, mens Bert sagde, “Du ser meget smuk i dag, Mary Poppins!”Så måtte jeg gå forbi ham og sige,” tror du virkelig det?”Jeg var ekstremt nervøs og fretted over, hvordan man siger, at en simpel linje., Jeg havde ingen ID.om, hvordan min stemme ville lyde, eller hvordan jeg skulle se naturlig ud på film. På scenen skal du projicere din stemme for at blive hørt af den sidste række af publikum, og hele din figur er i fuld visning hele tiden. Jeg var meget opmærksom på kameraets tilstedeværelse og overrasket over antallet af billeder, der kræves for at udgøre en lille scene. At skyde et par linjer var som at arbejde på et puslespil. Ikke at vide, hvilke stykker film instruktøren endelig ville vælge i redigeringsprocessen, gjorde det vanskeligt at vide, hvornår jeg skulle bruge min energi eller gemme den.,

Robert Stevenson havde ikke tid til at hjælpe mig meget med mit skuespil, så jeg arbejdede på mine scener ved at læse linjer om aftenen med Tony. I sidste ende sagde jeg simpelthen ordene og håbede på det bedste. Hvis jeg tilfældigvis fanger filmen i disse dage, er jeg ramt af den tilsyneladende mangel på selvbevidsthed fra min side; en frihed og lethed, der kom fra total uvidenhed og flyver ved sædet på mine bukser (ingen ordspil beregnet!).

Alle de “Jolly Holiday” scener blev filmet foran en kæmpe gul skærm, og den animerede tegninger blev tilføjet senere. Denne teknik, kendt som natriumdamp proces, var meget ny på det tidspunkt. De kraftige lys var uutholdeligt lyse og varme, hvilket fik vores øjne til at skele og udlåne en let brændt kvalitet til vores ansigter—som om vi var i direkte sollys, med intense spotlights tilføjet. Parykkerne og kostumelagene gjorde det endnu varmere.

Jeg har altid hadet iført parykker, og Poppins parykker kørte mig nødder., Mit hår var langt på det tidspunkt, og jeg begyndte at skære det kortere og kortere, jo bedre at udholde parykken hver dag. Jeg havde også falske øjenvipper; i disse dage brugte vi strimler snarere end individuelle vipper. Selvom strimlerne kunne vare i et par dage, måtte de rengøres omhyggeligt efter hver brug. Min makeup mand, Bob Schiffer, var velkendt i branchen for at være en af de bedste, men engang brugte han utilsigtet et rør lim, der var blevet harsk, og jeg fik en blærende øjeninfektion., Jeg kunne ikke arbejde i en dag, fordi mine øjne var så hævede, og virksomheden blev tvunget til at blande tidsplanen og filme noget andet i stedet.

fordi al animation til filmen blev tilføjet længe efter, at live-handlingen var afsluttet, havde vi lidt at guide os med hensyn til, hvad vi skulle reagere på, og hvordan vi skulle opføre os. Til tefesten under piletræerne med pingvintjenerne blev en pappingvin placeret på bordet foran mig., Når jeg havde etableret sightline, blev pingvinen taget væk, og når kameraer rullede, måtte jeg lade som om det stadig var der. Problemet var, at mine øjne automatisk blev justeret til det fjerneste synspunkt, så det var meget svært at opretholde det tætte fokus på en nu imaginær pingvin. Det tilføjede endnu et lag til alt, hvad jeg forsøgte at koncentrere mig om.skildpadden i dammen var faktisk en jern ambolt, som en skomager kunne bruge til at lave en sko. Det passer bare til min fods størrelse. Jeg trådte på det og afbalanceret, og de senere trak skildpadden og vandet omkring det.,

Den daglige tidsplan var vedholdende. Jeg var oppe ved daggry hver morgen, rullende ud af sengen for en hurtig strækning på soveværelset-gulvtæppe, efterfulgt af en putte med Emma, før jeg forlod for Studios, og derefter en hel dag med at filme, præget af besøg fra Emma og Wendy, så jeg kunne sygeplejerske til min søde datter og tilbringe tid sammen med hende.,

Alle, der arbejder morgen, mens du går fra makeup og hår til lydbilledet, jeg ville øve en serie af vejrtrækning og facial øvelser for at hjælpe mig til at vågne op og se live. Hver aften, og i weekeekenden, jeg var en fuldtids mor. Jeg ville sjældent forlade huset på mine fridage, så Tony og jeg ville lege med Emma i haven, læse for hende fra billedbøger, og tage hende til gåture i hendes barnevogn eller dips i s .immingpoolen. Da Emma nappede, nappede jeg., Folk spørger mig ofte, om jeg sang for hende, og det gjorde jeg—selvom det aldrig var sange, der var forbundet med mit arbejde. Hellere, jeg ville synge små dinies, der gjaldt båndet mellem os, såsom “du er mit solskin” og “jeg ser Månen, Månen ser mig.”

Jeg havde læst Mary Poppins bøger og script, så jeg vidste, at jeg ville flyve i filmen. Hvad jeg ikke havde forhandlet på var, hvor mange forskellige tricks det ville tage for at trække det ud på skærmen., Nogle gange blev jeg ophængt på ledninger; andre gange sad jeg på en vippe eller oven på en stige, afhængigt af kameravinklen. I tea party-scenen med onkel Albert—spillet så adorably af den legendariske komiker Ed .ynn—skød vi nogle tager med sættet helt tændt på sin side. Da filmen i sidste ende blev rettet til at matche alt andet, ingen ledninger var tydelige.

mange af mine kostumer havde brug for duplikater i en større størrelse for at imødekomme den sele, jeg havde på, da jeg fløj., Dette var en tyk elastisk kropsstrømpe, som startede ved mine knæ og sluttede over min talje. De flyvende ledninger passerede gennem huller i kostume og blev fastgjort til stålpaneler på begge hofter. Jeg bogstaveligt talt gjorde en masse” hængende ” mellem tager, og da jeg blev suspenderet, pressede stålpanelerne på mine hofteben, hvilket blev meget brudt. Fåreskind blev tilføjet, hvilket hjalp, selvom det næppe var nok, da jeg ikke kunne se for klodset ud.

mine farligste flyvende sekvenser blev gemt til slutningen af vores filmplan, formodentlig i tilfælde af en ulykke., I en af mine sidste tager havde jeg hængt i spærrene i et stykke tid og ventet på, at tech-teamet var klar. Pludselig følte jeg, at mine understøttende ledninger faldt omkring en fod. Jeg blev ekstremt nervøs og kaldte ned til scenechef nedenfor:

” Kunne du lade mig ned meget forsigtigt, tak? Jeg følte ledningen give lidt. Det føles ikke sikkert.”

Jeg kunne høre ordet blive sendt langs studiets fulde længde, til hvor den mand, der kontrollerede mine ledninger og modvægte, stod.,

“lad hende ned let, Joe!”

“når hun kommer ned, tag det virkelig forsigtigt…” på hvilket tidspunkt faldt jeg til scenen som et ton mursten.

Der var en forfærdelig stilhed, så kaldte Joe ‘s disembodied stemme langvejs,” er hun nede endnu?”

jeg må indrømme, jeg lader flyve en strøm af farverige eksplosiver., Heldigvis blev jeg ikke skadet, fordi de afbalancerede modvægte gjorde deres job og brød mit fald, men jeg landede hårdt og blev ret rystet.

det er forbløffende for mig, at man selv nu ikke ser de tekniske vanskeligheder i Mary Poppins, der altid var til stede under optagelse. I disse dage var der ingen computere til at hjælpe med specialeffekterne. Hver eneste scene skulle storyboarded, og disse håndtegnede gengivelser skabte den visuelle køreplan for filmen., Bob Stevenson arbejdede hårdt for at sikre, at hvert skud trofast fulgte disse designs, og at ingen kunne få øje på det strålende tekniske arbejde bag Disney “magic.”Så ofte opfordrede filmen til noget, der aldrig var opnået før med hensyn til specialeffekter. Det var op til brilliantalts strålende tekniske besætning at finde ud af, hvordan man får det til at ske.

Walt besøgte set fra gang til gang, og når han gjorde, og alle var begejstret for at se ham., Han var altid meget opmuntrende og fuld af bonhomie—jeg har aldrig hørt ham kritisere, hvad han så. Han var tydeligvis meget begejstret for dette nye projekt. Jeg fik en fornemmelse af, at han gerne ville have besøgt oftere, men han ville være taktfuld og ikke virke bekymret eller være påtrængende. Der var altid en speciel aura, da han var på sættet; den karismatiske gnist, som han tryllede så godt.,

Principal fotografering til Mary Poppins færdig med at optage i August, men der var stadig et væld af post-produktion arbejde, der skal gøres, herunder alle mine “looping” på filmen. Jeg opdagede, at lydfejl ofte forstyrrer en scene-et fly, der flyver overhead, vind blæser over en mikrofon, hvis vi var Udendørs, et kamera bliver stødt, en kropsmikrofon gnider mod tøj eller børstes af en hånd, og så videre. Den mindste fejl nødvendiggør genoptagelse af det stykke dialog i en lydbås., Nogle gange er det faktisk muligt at forbedre en præstation med bedre vægt på et ord her eller mere nuance der. Mellem looping og alle de animationer og specialeffekter, der stadig skulle tilføjes, var det flere måneder, før jeg så nogen del af filmen samlet, og endnu et år med redigering, farvekorrigering og lydbalancering, før Mary Poppins endelig blev afsluttet.

i eftertid kunne jeg ikke have bedt om en bedre introduktion til film, idet den lærte mig så meget på så kort tid., De specielle effekter og animationsudfordringer alene var en stejl indlæringskurve, som jeg aldrig ville opleve igen. Jeg havde endnu ingen ID.om, hvordan jeg skulle vurdere min præstation, eller hvordan filmen kunne modtages, men jeg vidste, at det hårde arbejde ikke havde udelukket min glæde af processen. Fra venlighed og generøsitet fra himselfalt Disney selv, til kameraderiet på sæt, fornøjelsen ved at udføre sangene, og selvfølgelig det kreative samarbejde med min mand, det hele havde været en uforglemmelig oplevelse.,en dag, i mine sidste uger i Los Angeles, kørte jeg tilfældigvis over dalen mod Holly .ood bo .l. Jeg har bestået Warner Bros. Studiet, hvor filmen My Fair Lady og netop havde påbegyndt sin skydning, med Audrey Hepburn spiller rollen som Eliza Doolittle modsatte Rex Harrison og Stanley Holloway, der begge havde været i den fase produktion med mig på Broadway., Om jeg helt forstod, hvorfor Audrey var blevet valgt til rollen (jeg havde aldrig lavet en film, og blev en relativ ukendt i forhold til hendes verdensomspændende berømmelse), følte jeg mig ked af, at jeg aldrig ville have en chance for at sætte min version af Eliza på film. I disse dage var arkivbånd af en original sceneproduktion stadig en ting i fremtiden.

da jeg kørte forbi de store gatesarner-porte, kom en uhyggelig følelse over mig. Jeg rullede ned ad vinduet og råbte: “Mange tak, Mr. Mr.arner!,”Jeg var facetisk, men samtidig ægte; så opmærksom på, hvor ekstremt heldig jeg var, at Jack .arners valg af casting til Eli .a havde gjort mig tilgængelig for Mary Poppins.

flere gode historier fra Vanity Fair

— Apple lærer af en af Netfli— største fejl
– hvad den virkelige inspiration for Hustlers synes om J., Lo ‘ s ydeevne
— at Huske Shawshank Redemption, 25 år efter sin debut
— Et drys af Meghan magi i Cape Town
— Rigsretssag inderlighed er, der forårsager en invention på Fox News
— Fra Arkivet: drama bag Rebel Uden en Årsag, og en ung stjerne er død

på Udkig efter mere? Tilmeld dig vores daglige Holly .ood-nyhedsbrev, og gå aldrig glip af en historie.